Cookies med skumfiduser og chokolade

Forleden bagte jeg disse himmelske cookies. Nøhj, hvor er de farlige! For de vil partout ned i maven på en.

Jeg kan virkelig godt lide cookies, og her på bloggen kan du finde opskrifter på flere af slagsen. De her er med chokolade og med skumfiduser.

De små bitte skumfiduser køber jeg hos Søstrene Grene, men man kan efterhånden købe dem i andre velassorterede dagligvareforretninger også.

Husk at dejen med fordel kan fryses ned i små kugler. Så kan man hive et par kugler ud…eller 10, lige når man har lyst til cookies eller hvis man får uventede gæster.

120 g. sukker
140 g. brun farin
140 g. stuetemperaret smør
240 g. hvedemel
1 stort æg (str. L)
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk. natron
1 tsk. salt
2 tsk. vanillesukker
175 g. mørk chokolade
40 g. små skumfiduser

Pisk sukker, farin samt smør sammen til en ensartet masse. Tilsæt ægget og pisk godt.
Bland de tørre ingredienser altså hvedemel, vanille, salt, bagepulver samt natron. Pisk lidt ad gangen i massen.

Stil dejen på køl en times tid. Rul dejen til kugler ca. 3 cm i diameter og stil dem på en bageplade – eller frys dem ned 🙂 Husk der skal være god plads om kagerne da de flyder ud.
Bag kagerne ved 175c i ca. 15 min. Kagerne skal være let gyldne, men de er lidt bløde når de kommer ud. De bliver hårdere når de er afkølet.

Spis dem med et STORT glas mælk til! Så kan man næsten høre englene synge 🙂


print