Grå væg i spisestuen

Jeg har længe gerne villet male en væg grå i spisestuen. Jeg kunne bare ikke finde ud af hvilken væg. Jeg var også usikker på hvor mørk den grå farve skulle være. Jeg startede med at male en væg lysegrå, men fandt hurtigt ud af den var for kold i farven og ikke mørk nok. Hvem skulle have troet det. Mig som har sværget til hvidt i årevis.
Nu er den ene væg i spisestuen blevet mørkegrå, og jeg er blevet meget tilfreds med resultatet. Det har faktisk hygget helt vildt.
Farven er en jeg har blandet selv. Jeg havde en masse grå maling stående i kælderen, da jeg både har fået malet entreen, vores 3. stue samt drengenes værelser grå for længe siden. Hvis det gik galt kunne det altid bare males over igen. Det er nok kendetegnende for mig. Jeg kaster mig bare ud i det, og så må vi se hvordan det går.

Jeg kan godt lide, der er en rød tråd igennem indretningen af hele huset. Den grå og hvide farve binder det hele sammen. Alle rum har de 2 farver på en eller anden måde. Flow-tapetet i vores entre er også hvidt og gråt, og passer super sammen med den grå-malede væg i spisestuen.

Har man lyst kan man let tilsætte andre farver til netop grå og hvid. Lige nu har jeg lidt rosa ting hist og pist. Jeg har dog planer om, at skrotte de rosa ting og kigge efter en ny 3. farve til puder, lysestager, vaser eller lignende. Mere om det i et andet indlæg 🙂

print