Hjemmelavet ketchup

Virkelig nem og hjemmelavet ketchup

Mine drenge, inklusive Thomas, er vilde med Ketchup. Der skal helst stå Heinz på flasken, men det tænkte jeg, jeg ville forsøge at udfordre. Vi har nemlig fået virkelig mange tomater fra de 4 små tomatplanter, jeg købte for 15 kr. stykket i foråret. Eller, vi fik mange tomater indtil forleden, hvor Frederik og Philip valgte at rippe 3 af planterne totalt for tomater. Røde som grønne.
Jeg bruger ketchup i virkelig mange retter. En lille klat af denne røde spise kan tilføre det sidste touch til sovsen eller gryderetten. Selv er det sjældent jeg spiser ketchup til maden. Så når jeg spiser det, er det fordi vi griller pølser eller jeg har lavet disse nemme hjemmelavede pølsehorn, som jeg i øvrigt altid får bonus point for af drengene.

Følgende ingredienser skal bruges til hjemmelavet ketchup:

500 g. meget modne tomater, friske
3 fed hvidløg
1 løg
1 æble
1/2 tsk. kanel
1/2 tsk. stødt allehånde
75 g. mørk farin
2 dl. lagereddike

Skær tomater, hvidløg, løg og æbler i store tern. Hæld det hele samt alle øvrige ingredienser i en stor gryde og lad det koge til æblerne er helt møre. Det tager ca. 30 min. Blend det hele med en blender. Jeg anvender faktisk min stavblender direkte nede i gryde.
Herefter smager du din ketchup til med hhv. eddike hvis du vil have den syrligere, og brun farin hvis du ønsker den sødere. Jeg synes min havde en fin konsistens, men vil man have den tykkere, kan den jævnes med maizena.
Tag et stort glas med patentlåg og skold det med kogende vand, inden du hælder den dejlige ketchup over i det.

poelsehorn

print