Opskrift på virkelig nemt knækbrød
Her er endnu en opskrift fra min mor. Det her knækbrød smager virkelig dejligt, hvis man bare er lidt småsulten, eller som supplement til ostebordet. Der er frit valg på alle hylder i forhold til, hvilke kerner du kommer i. Så hvis ikke du lige har dem, jeg har brugt, kan du sagtens anvende nogle andre. Jeg brugte følgende.
1 dl havrgryn
1 dl chiafrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
3 1/2 dl grahamsmel. Kan erstattes med hvedemel eller anden meltype.
1 tsk bagepulver
3/4 tsk salt
1 1/4 dl olie
2 dl vand.
Alle ingredienser kommes ned i en skål og røres rundt med en gaffel.
Dejen er meget klistret. Del dejen i to klumper og rul den ud mellem 2 stykker bagepapir. Den skal først skæres ud i stykker med et pizzahjul efter endt bagning.
Bages i varmluftsovn ved 200c i 15-20 min. Pas på med, at knækbrødet bliver for gyldent, da kernerne så bliver lidt brændte i smagen. Jeg taler af erfaring 🙂