Opskrift på koldhævede morgenboller
Hos os er vi altid hos bageren lørdag og søndag. Philip og Frederik er stadig så små, at de ikke har styr på hvad der er mandag og hvad der er onsdag. Men de ved, når vi skal have boller så er det fridag.
Af og til bager jeg bollerne selv i weekenden. Det gjorde jeg her i søndags, og de blev virkelig gode.
Det er en koldhævet dej, hvilket vil sige den skal stå i køleskab natten over. Det smarte ved denne type dej er, man kan lave den mens man rydder af efter aftensmaden, og så skal den bare i køleskabet.
Jeg synes bollerne bliver bedst, hvis man rører dejen på røremaskine. Har man ikke en sådan, kan den dog sagtens laves bare med en gaffel.
Til ca. 10 boller skal følgende anvendes:
5 dl koldt vand
1 dl yoghurt
10 g. gær
1 spsk. honning
15 g. salt
150 g. speltmel
Ca. 475-500 g. hvedemel. Hellere lidt for lidt mel end for meget.
25 g. maltmel. Kan udelades og erstattes af en af de 2 andre mel sorter.
Til pynt brugte jeg en 5-kornsblanding, men man kan sagtens anvende havregryn, hirsefrø, solsikkekerner eller lignende.
Opløs gæren i vand og yoghurt. Tilsæt alle øvrige ingredienser og lad det stå og køre på røresmaskinen i 10-15 min. Rør indtil dejen slipper skålen. Hvis dejen er for klistret til at slippe skålen, kan man tilsætte 1 dl. mel yderligere.
Har man ikke en røremaskine kan dejen røres sammen med en gaffel. Det gider man nok ikke i 10 min, men jo længere des bedre bliver krummen i brødet. Kom film om skålen og stil den i køleskabet til natten over.
Næste morgen tændes ovnen på 250c, mens man laver dejen til boller. Dejen er meget klistret, så jeg hælder lidt mel, samt de kerner jeg gerne vil have uden på bollerne, ud på køkkenbordet. Med en dejskraber tager jeg dejen ud af skålen, og folder den forsigtigt sammen 3-4 gange så dejen bliver en lang pølse. Herefter kan dejen skæres ud i bollestørrelse og lægges over på bagepladen. Bollerne skal ikke efterhæve men sættes direkte ind i ovnen. Efter at have bagt v. 250c varmluftovn i 5 min. skrues ovnen ned til 220c. Bollerne bager yderligere 12 min.
Mine drenge, store som små, slugte bollerne. Det er ligefør vi dropper bageren den ene af dagene i weekenden 🙂