Marengs juletræer

Forleden lavede jeg disse juletræer af marengs. Mine drenge elsker denne søde spise…og det gør jeg også 🙂 Og da min far lider af cøliaki, er vi mange der har glæde af dem, da de ikke indeholder gluten.

Marengs kan godt være lidt tricky at lave. For at de ikke falder helt sammen, er det vigtigt man hælder sukkeret i som anvist i opskriften. Jeg har ikke haft det store held med pasteuriserede æggehvider, så jeg holder mig altid til de almindelige hvider.

Til ca. 15-20 små juletræer skal følgende ingredienser bruges:

4 store æggehvider. De SKAL have stuetemperatur og ikke komme direkte fra køleskabet.
180 g. sukker
110 g. flormelis
1 spsk. vanillesukker
2-3 hættefulde grøn frugtfarve.
Lidt sukkerpynt

Tænd ovnen på 120 c. varmluftovn.
Pisk æggehviderne stive så de danner toppe.
Tilsæt det almindelige sukker – 1 spsk. ad gangen. Rør 4-5 sek. mellem hver spskfuld inden den næste tilsættes. Når det er gjort røres halvdelen af flormelisen samt vanillesukker i på samme måde. Rør til marengsmassen er skinnende og blank. Vend det sidste flormelis i med en dejskraber.
Kom marengsmassen i en sprøjtepose, eller en almindelig frostpose med en en stor tyl i.
Sprøjt marengsmassen ud så den ligner små juletræer. De skal max. være 3-4 cm høje da de ellers vælter under bagningen. Pynt med glitter og evt. sukkerpynt.

Bag dem i ca. 1,5 time ved 120 c.

print