pindsvin-boller

Pindsvin boller

Vores lille Philip blev 2 år i lørdags. Han skulle selvfølgelig have lidt godt med ned i vuggestuen i mandags. I hans institution har de en sukkerpolitik, der ikke tillader kager og den slags til dem i vuggeren. Det er forståeligt nok, så ikke børnene bliver fyldt med alt muligt usundt i løbet af dagen. Så kan man selv vurdere, om man når de kommer hjem, skal have lidt til den søde tand.
Jeg har ikke selv de vilde restriktioner i forhold til sukker og vores drenge. De får en lille kage i ny og næ, en lille vingummibamse når de er ekstra søde, og de drikker et lille glas saftevand hver dag når vi kommer hjem om eftermiddagen.
Jeg kan helt ærligt ikke mærke forskel på dem, når de har fået sukker og ikke har. Og desuden tror jeg det er vigtigt at give dem et naturligt forhold til den slags søde sager. Alt hvad der er forbudt er nemlig ekstra spændende.

Derfor gradbøjede jeg vuggestuens sukkerpolitik lidt, da jeg hældte godt med glasur på bollerne og satte en lille chokoladeknap på som næse.

Bollerne er bagt efter min opskrift på fødelsdagsboller. Jeg formede dem bare lidt aflangt og pyntede med glasur og krymmel. Philip var fuldstændig vild med dem, og pædagogerne sagde ikke noget til alt glasuren. Men det er altså min skyld, hvis der er nogle forældre, der fik nogle unger med hjem fra vuggeren i mandags som var ekstra vilde i mandags 🙂

print