Mine drenge er fuldstændig vilde med pølsehorn. Og jeg mener dem alle sammen, ikke bare Philip og Frederik. Så derfor går det ikke, at jeg kun bager pølsehorn til Philip og Frederik. Der skal også være nogen til farmand 🙂

Denne her opskrift er virkelig nem, og tager ikke særlig lang tid. Til ca. 16 pølsehorn skal du bruge følgende ingredienser:

30 g gær
5 dl. lunt vand
1 spsk. honning eller sukker
1 tsk. salt
6 spsk. olie
ca. 700-800 g hvedemel.
1 pakke med 8 gode pølser i.
Lidt sesamfrø til at drysse ovenpå.

Opløs gæren i det lune vand sammen med honning/sukker. Tilsæt alle øvrige ingredienser og ælt det hurtigt sammen i skålen. Du behøver ikke hælde dejen ud på bordet og ælte den igennem. Bare ned med hånden i skålen og rør rundt til dejen er samlet. Dejen må gerne være lidt klistret.
Hvis man ønsker lidt sundere pølsehorn, kan man erstatte ca. 150 g. hvedemel med spelt eller grahamsmel. Husk, des grovere mel sort des mere vand suges der. Så pas på med at hælde for meget groft mel i, da pølsehornene kan blive tørre og kedelige.
Stil dejen til hævning ca. 45 min. Saml dejen i en kugle og læg den på et meldrysset bord. Rul dejen ud så den for størrelse ca. som en pizza. Skær forsigtigt dejen ud i 16 nogenlunde lige store stykker. Det skal ligne en cykelhjul med eger.
Halver pølserne, læg dem på det brede stykke af dejen og rul nu dejen rundt om pølsen.
Pensl med æg og drys med sesamfrø.
Bages pølsehornene ved 190 c i varmluftsovn ca. 20-25 min, eller til de er gyldne og gennembagte. Serveres med hjemmelavet ketchup eller Heinz´den bedste 🙂

print