Regnvejr og bananmuffins med chiafrø
I går besluttede vi egentlig, at det skulle være slut med alle søde sager. I dag har det regnet rigtig meget, og i min verden er det indbegrebet af en indehyggedag, så da Frederik spurgte om vi skulle bage kager, sagde jeg straks ja.
Jeg har jo altid troet, jeg skulle have små piger, med fletninger der laver perleplader, sidder og tegner stille og roligt…og som elsker at bage. Vores drenge er det stikmodsatte, der er fuld knald på læggehønen fra de vågner til de går i seng. Men, Frederik han elsker at bage sammen med mig, og den tid nyder jeg i stor stil.
Vi havde et par store overmodne bananer, så derfor valgte vi at bage bananmuffins. Dem elsker Thomas, han synes de smager fantastisk – og så må man jo bage dem igen og igen, så beholdningen af bonuspoint på kontoen forbliver intakt.
Til ca. 12-15 muffins skal følgende ingredienser bruges:
2 æg
3 dl. sukker
1 tsk. vanillesukker
1/2 tsk. kardemomme
100 g smeltet smør eller margarine
2 mosede, gerne overmodne bananer
1/2 dl. chiafrø
1 dl. mælk
2 1/2 dl. hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 nip salt
180 g groft hakket chokolade
Æg, sukker samt vanillesukker piskes hvide. Mos bananerne og smelt margarinen. Hak chokoladen meget groft – og husk at der altid skal prøvesmages på chokoladen, den kunne jo være blevet dårlig siden sidst man bagte 🙂
Bland alle ingredienser med undtagen af chokoladen ned i æggeblandingen og rør rundt. Der skal kun røres i 30 sek. til det hele lige nøjagtig er blandet sammen. Vend til sidst den hakkede, og prøvesmagte, chokolade i.
Dejen hældes op i små papirforme og bages i ca. 20-30 min. ved 180 c varmluftovn.
Vi pyntede med hvid glasur og små blomster fra haven. Det med blomsterne var min ide, og da billedet var taget, blev der sat små “sukker-øjne” på i stedet 🙂
Frederik har siddet på skødet af mig mens jeg har skrevet dette indlæg, så hvis der er lidt småfejl er det derfor….