dahlia georginer

Smukke georginer (Dahlia) fra haven

Georginer eller Dahlia som de også hedder, er en fantastisk nem blomst. Egentlig kan jeg bedst lide navnet dahlia, som er et fantastisk smukt navn. Jeg kan huske, at jeg gik i børnhave med en meget smuk lille pige der hed Dahlia. Så hun passer fantastisk til disse blomster, der er virkelig smukke. I maj måned graver man nogle mærkelige, tørre knolde ned i jorden. Vupti 3 måneder efter dukker disse skønheder op. Jeg har seriøst intet gjort andet end købe de små knolde og grave dem ned i jorden. Man kan få dem i alle tænkelige farver og former. På en måde er det en lidt overdreven blomst, men jeg kan ikke lade være med at plante den alligevel. Jeg kan blive helt fascineret af, hvordan naturen kan fremtrylle disse skønheder. Jeg kan desværre ikke huske hvad de forskellige blomster hedder, men når jeg til foråret planter nogle nye, skal jeg nok skrive hvad de hver i sær hedder, og vise hvordan resultatet bliver.
Man kan grave georgine knoldene op inden frostens komme, og gemme dem et køligt men frostfrit sted, og så kan de snildt graves ned til næste forår. Det har jeg prøvet at gøre. Der kommer fine blomster op igen, jeg har dog oplevet, at nogle af dem har ændret farve, så det tror jeg ikke jeg gider gøre igen. Georgine knoldene kan købes billigt mange steder. Jeg har dog fået de fineste på Isabella Smiths hjemmeside.

print