Adventskrans af naturens materialer
Så er adventskransen på plads. Eller det var den faktisk allerede i sidste weekend, men jeg har først nået at lave indlægget om den i dag 🙂
Kransen er lavet af gran, eucalyptus, forskellige slags mos, lærkekogler, efeu, husløg samt tørrede hortensia og lyserøde eucalyptus fra min fantastiske brudebuket.
Hvis du vil se billeder af brudebuketten kan du se den i dette indlæg.
Kransen er bundet på en tynd jernring, og der er viklet en masse ståltråd rundt om for at holde på det hele. Det ser måske ud til at være svært, men det er faktisk meget enkelt at binde en krans. Det vigtige er, at vikle ståltråden ind i mellem blade, mos og gran så man ikke ser ståltråden og kransen den er bundet på. Hvis man ligger kransen på bordet mens man binder den, er den meget lettere at holde styr på.
Jeg har lagt kransen på et fad, og stillet lysene ned i midten af kransen på noget ler, som jeg har dækket med mos fundet i haven. Glæder mig til at få den tændt i eftermiddag, hvor vi også skal have hjemmelavede æbleskiver. De smager bare 100 gange bedre end dem man køber på frost, og så er duften himmelsk – er man ikke i julestemning så kommer man det.
Rigtig dejlig 1. søndag i advent til alle 🙂