Hjemmelavede æbleskiver
I min familie har vi altid lavet hjemmelavede æbleskiver, og de smager altså himmelsk sammenlignet med dem man køber på frost i supermarkedet.
Fra min mormor har jeg arvet et gammelt æbleskivejern i støbejern, og det fungerer heldigvis på induktion. Tanken om at min dejlige momse har stået og stegt æbleskiver på netop dette jern, elsker jeg.
Der er ingen ben i at stege æbleskiver selv, man skal bare huske at lufte godt ud, da palminen man steger i ryger godt. Det kan godt sætte gang i røgalarmerne…siger jeg er erfaring 🙂
Julestemningen er i top efter sådan en omgang, og mine små trofaste madanmeldere Philip (3 år) Frederik (4 år) roste dem i høje toner og spiste virkelig mange i søndags 🙂
Til ca. 25 æbleskiver skal man bruge følgende ingredienser:
125 g. mel
1/2 tsk. salt
2 æg
1 spsk. kardemomme
1 tsk. vanillesukker
1/2 tsk. natron
1 spsk. sukker
5o g. smeltet margarine
3 dl. kærnemælk
Palmin til at stege med
Strikkepind til at vende æbleskiverne
Smelt margarinen. Skil æg og blomme fra hinanden i hver sin skål. Pisk hviderne stive. Bland alle ingredienser i skålen med æggeblommer, undtagen de piskede æggehvider som forsigtigt vendes i til sidst.
Kom en lille klat palmin i hvert hul af æbleskivepanden. – Og her skal man altså ikke være karrig med kalorierne, for så hænger dejen fast og de bliver umulige at vende. Æbleskivepanderne skal være godt varme før man begynder at hælde dejen i. Jeg synes det var lettest at hælde dejen over i hullerne med en sovse-ske eller lignende.
Vend æbleskiverne med en strikkepind (den strikkepind jeg bruger, er en jeg tyv-stjal fra min mor, da jeg flyttede hjemmefra for mange år siden – undskyld mor 🙂
Æbleskiverne steges til de er gyldne, og stilles løbende ind i en lun ovn så de er helt varme, når de serveres med flormelis, kanelsukker og hjemmelavet syltetøj