Jettes vanillekranse

Gid man kunne få duften ned på denne blog. Lige nu dufter hele hytten nemlig af nybagte vanillekranse. Er jeg i himmerige eller er jeg vågen 🙂

Denne opskrift har jeg fået af min søsters svigermor, der hedder Jette. Det er derfor de hedder “Jettes vanillekranse” i min opskriftbog.
Det siges, at denne opskrift er en gammel opskrift fra Den Gamle by i Århus. Det gør ikke kagerne dårligere. Tværtimod – de smager virkelig godt. Jeg har bagt dem de sidste 5 år, og de bliver spist rub og stub. Nogle gange må jeg bage dem flere gange i december. Det skete også i år.

Som I kan se på billedet, er de ikke lavet med fine mønstre eller andet smart, som mange “vanillekranse-producenter” gør det. Selvom smørret var helt blødt, da jeg lavede dejen, var den for hård til at få ud igennem tyllen. Med mindre altså man har en overarm som en murermester, eller som min mor. Min far kalder, meget flatterende dog kærligt ment, min mor for “Beton-Bente” fordi hun er så stærk. En større tyl eller en maskine kan sikkert gøre det – men en sådan havde jeg ikke. Jeg blev også enig med mig selv om, at hvis det er en rigtig gammel opskrift, så blev de højest sandsynligt heller ikke i gamle dage lavet med fine mønstre i.

Dejen er såre simpel og følgende ingredienser skal bruges:

375g. blødt smør
1 æg
250 g. sukker
250 g. smuttede og fint hakkede mandler
1 hel stang vanille
500 g. hvedemel

Flæk vanillestangen på midten og skrab kernerne ud. Hak derefter hele stangen meget fint. Mandlerne smuttes ved at man koger dem et par min. De hakkes fint bagefter.
Hæld alle ingredienser i en skål og ælt den sammen i hånden til dejen slipper fingrene.
Tril dejen i pølser, skær den i lige lange stykker og læg dem som små kranse på en bageplade….Eller smør op for ærmerne og spil med musklerne hvis du vil have mønster i.
Husk de skal være så store at hullerne ikke forsvinder under bagningen, da dejen hæver lidt.
Bages ved. 175c. midt i ovnen i ca. 18-20 min – eller til de er gyldne. Kagerne er lidt bløde, lige når de kommer ud af ovnen men bliver faste, når de er kølet af.

Måske det her bliver en af de opskrifter, du hiver frem år efter år, som jeg gør det. God fornøjelse 🙂

print