Juleroser
Endelig er det tid til juleroser igen. Jeg synes det er en utrolig fin blomst. På en eller anden måde er det en meget elegant blomst. Denne julerose får kun lov til at stå indendørs en uges tid, de er nemlig ikke glade for det varme indeklima. I sær på vores matrikel hvor brændeovnen buldrer dagen lang, og de fleste mener vi har det så varmt, at man kan stege hanekyllinger, holder julerosen ikke længe indendørs. Til gengæld kan den stå udenfor hele vinteren. Jeg har stillet et par stykker på vores hovedtrappe, da det er en fin blomst at byde sine gæster velkommen med.
Jeg har efterhånden plantet en del juleroser i haven. Det er nemlig en blomst der kommer igen år efter år. Det dejlige ved julerosen i haven er, at de nærmest står som store grønne puder rundt omkring, mens der stadig er goldt og gråt indtil de øvrige planter vågner op til dåd.
Da min mormor flyttede på plejehjem, gravede jeg en stor julerose op i hendes have. Den passer jeg rigtig godt på. Jeg gravede også en stor pæon op fra hendes have. Hver gang de to blomster dukker frem af jorden, vil jeg mindes verdens dejligste mormor, som jeg desværre mistede for 1 mdr. siden.
Pæoner er en helt anden snak end juleroser. Faktisk kan man fint plante pæoner ud nu. De kommer nemlig bedst, hvis de plantes når det er koldt. Lige nu kan man købe pæoner billigt på nettet.
Jeg har ikke plads til flere pæoner i haven, men jeg skal til at have lagt en mængde tulipanløg inden frosten kommer tilbage til Danmark. Mere om det i et andet indlæg.