SONY DSC

Porre-kartoffelsuppe til hele familien:

Nede i vuggestuen og børnehaven, hvor Philip og Frederik går, serverer de suppe hele vinterhalvåret. Jeg spurgte en dag undrende en af pædagogerne, hvordan pokker de små spiste det? Om de drak det af en kop eller hvordan. Hun svarede med et smil på læben: “Det er et spørgsmål om, hvor tyk suppen er”. Så kom der en masse grimme billeder op på min nethinde, men jeg tænkte, det måtte være muligt at lave en lidt tykkere suppe, uden den er væmmelig. Jeg selv elsker supper, og så er det jo en mulighed for at få lidt grøntsager i drengene, uden de opdager det.
Denne suppe var et kæmpe hit, og den mindste spiste 3 store skåle.
Følgende ingredienser skal bruges:

2 store porrer
400 g kartofler, meget gerne bagekartofler eller anden melet kartoffelsort
3 fed hvidløg
1 l grøntsags bouillon. Jeg tager bare en Knoor terning, men brug hvad du har lyst til.
1 dl. fløde
2-3 spsk. Sherry Vinedikke
Stilke fra persille
3 laurbærblade
Salt og peber

4 skiver tørstegt bacon

Skær kartofler og porrer ud. Svits først hvidløget gyldent i lidt smør og tilsæt derefter porrer samt kartofler. Bind et stykke bomuldssnor rundt om persillekvistene og laurbærbladene, og wupti så har man det, man kalder en suppekvist. Tilsæt bouillon, læg suppekvisten ned i væsken, og lad det hele koge under låg i ca. 25 min., eller til det er helt blødt. Hiv suppekvisten op igen. Tilsæt fløde og blend det hele sammen. Jeg plejer at bruge min stavblender direkte ned i gryden. Hvis suppen er for tyk, tilsætter man bare mere fløde/mælk eller bouillon. Omvendt, hvis man synes, den ikke er helt tyk nok (!! 🙂 ), så tilsætter man en ekstra kartoffel næste gang, man laver suppen.
Smag til med sherry, vinedikke, salt og peber. Hvis man ikke synes, suppen er helt salt nok, så kom et lille skvat soya i, men pas på da det gør noget mindre godt for farven på suppen.

Steg bacon tørt og skær det ud i små stykker. Drys det oven på suppen og arranger en lille tot persille lidt festligt ved siden af. Server med godt brød.
Jeg havde bagt et brød med squash i, da vi har vildt mange squash i have pt. Se opskriften på dette her: https://lykkestunder.dk/squash-courgette-broed/

print