Lav selv let og hurtigt en uro til børneværelset
Jeg søger inspiration til vores indretning alle vegne. Af og til når jeg ser noget, tænker jeg, det kan jeg da lave selv, så let som at klø mig i nakken. Sådan er det med denne uro. Hvis man har en symaskine og har taget symaskinekørekort i folkeskolen, vil jeg vove den påstand, at alle kan lave en sådan uro.
Stoffet var noget jeg havde i gemmerne, da jeg jævnligt fornyer puderne på drengenes værelser. De små filtkugler har jeg købt i Søstrene Grene, og fyldet har jeg købt på nettet hos Stof og Stil. Hos Stof og Stil kan man også købe stof og få lidt inspiration til hyggelige sager til børneværelserne.
Det man skal gøre er: Stoffet lægges dobbelt. Tegn en stor sky i fri hånd, den skal være ca. 35-40 cm lang og ca. 25 cm. høj. På samme måde tegnes 3 mindre skyer på noget andet stof. Den mellemste skal være ca. 15 cm i bredden og 10 cm høj (dem skal der laves 2 af), den mindste er ca. 10 cm i bredden og ca. 8 cm høj.
Klip stoffet, og zig-zag skyerne sammen, så sømmen kommer til at være udvendigt på skyerne. Husk der er et lille stykke, som ikke skal syes sammen, da der skal være plads til at komme fyld i. Når fyldet er kommet i syes det sidste stykke sammen på symaskinen.
I hånden syes den ene af de mellemste skyer fast til den store sky, som på billedet. Tag noget sort bomuldsgarn og sy det fast til den mindste sky, træk en lille filtkugle på snoren, og sy dernæst snoren fast på den mellemste sky, der er syet fast på den store sky.
Tag endnu et stykke sort bomuldsgarn og sy det fast til den anden mellemste sky. Træk 2 filtkugler på snoren og sy dernæst skyen fast på den største sky.
Til sidst syes en snor på den store sky til ophæng.
Man kan lave små uroer af alt muligt. Jeg vil løbende tage nogle billeder af de små DIY ting, jeg laver til drengenes værelser.