Avocado-træ

Det er lykkedes mig, at få en avocadokerne til at spire. Jeg er allerede helt forelsket i det fine lille avocadotræ.
Som man kan se på billederne, er der faktisk endnu et lille træ på vej op i potten. Det tog nemlig så mange uger, før den første kerne jeg puttede i jorden viste tegn på liv, at jeg troede den aldrig ville komme. Men det gjorde den – pludselig. Jeg opdagede det faktisk først da jeg var ved at grave den op med fingrene.

Det eneste jeg har gjort er, at lægge kernerne ned i jord der er meget fugtig. Jeg har lagt kernen så ca. 3-4 mm stikker op ad jorden. Så er det ellers om at væbne sig med tålmodighed, for der gik 3-4 uger, før der var det mindste tegn på liv. Først begynder kernen langsom at knække, og så er der muligvis en lille plante på vej. Men selv efter kernen er knækket, kan der gå nogle uger, før man ser den første lille spire.

Jeg har nu 5 andre potter med avocadokerner stående nede i kælderen. I 3 af potterne kan jeg se der er liv, for kernerne er knækkede. Måske jeg en dag kan lave min helt egen avocadotræ skov 🙂 Indtil da vil jeg nyde det her virkelig fine lille træ. Det pynter ligegyldigt hvad man stiller det sammen med.

print