Binde roser ned i buer

Jeg er svært glad for roser. Tror jeg efterhånden har plantet ca. 30 stk. i vores have rundt omkring. Jeg stiller dem i staudebedene, langs hegn, ved rækværk, under æbletræerne, ved terrassen. Alle steder hvor jeg kan stikke afsted med det. Vores roser er alle kun et par år gamle. Jeg har lært af Claus Dalby, at man aldrig må klippe sine roser ned. De lange skud skal bindes ned i buer. Jeg har set, at hans skud er så lange, at han kan binde dem helt ned til jorden. Det er mine skud ikke helt lange nok til endnu, og nogle er også lidt for stive, og ville knække hvis jeg bandt dem ned. Jeg binder dem som kan, ned til vandret, eller derunder, ved at binde dem ned til nogle grene på rosen ved siden af, eller noget andet som gror i nærheden. På den måde vil de små knopper som er på grenene blive til nye skud. Rosen bliver tættere og får flere blomster på. Jeg bruger sådan noget grønt bindetråd.

Af Claus Dalby har jeg også lært, at man sagtens kan have roser stående i potter de første par år. På den måde gror de sig store og stærke, inden de kommer ud i jorden.
Roserne er stort set alle købt som barrodsroser hos Bilka. For det første har jeg hver gang, fået lidt flere roser end jeg egentlig har bestilt – tror de giver lidt ekstra med, for en sikkerhedskyld. For det andet er de alle sammen kommet – ikke én er gået ud. Det synes jeg er ret flot, taget i betragtning af de også er fhv. billige.

I marts, april og maj skal man huske og gøde sine roser. Jeg har de sidste par år kun gødet dem ved roden, med noget rosengødning jeg har købt på en planteskole. Jeg slås dog med skimmelsvamp og rustpletter på nogle enkelte af dem. Jeg har igen læst, at min store blomster-helt Claus Dalby fra maj måned, starter lidt sprøjtning op af roserne. Jeg ved godt det er et ømt emne, det med sprøjtning. De roser som døjer med sygdomme, står ikke i nærheden af vores køkkenhave, men på den anden side af vores hus. Jeg har derfor på Claus Dalbys anbefaling købt følgende midler: Baymat ultra samt Calypso. Nu får vi se om det hjælper. De skal sprøjtes i maj, selvom bladene ser friske og grønne ud. Hvis først skaden er sket, kan der i følge ham ikke gøres noget ved det. Jeg er på INGEN måde rosenekspert. Har læst mig til det hele på nettet. Så hvis du har bedre erfaringer, skriv da endelig en kommentar herunder 🙂

print