fisk-i-folie

Fisk i folie

Philip og Frederik elsker heldigvis fisk. Helst spiser de paneret rødspættefilet med persillesovs og kartofler til. Det smager fantastisk, men tager bare lidt længere tid at lave. Den her opskrift er, som mine andre opskrifter, også virkelig nem at gå til. Overraskende nok spiste de begge virkelig meget, måske fordi der var ris til. Som tilbehør havde jeg også lavet lidt bønnesalat.

Denne opskrift er beregnet til 4 personer, og man skal bruge følgende ingredienser.

400 g hvid fisk
1 porre
1 lille bakke cherrytomater
Pesto. Jeg brugte min hjemmelavede men man kan sagtens bare købe en.
Lidt smør
1 bouillonterning
1 hættefuld sherryeddike
Salt og peber

Tilbehør
150-200 g. frosne bønner
Lidt god feta
Lidt sesamfrø

Løse ris efter behov.

Tilberedelse af fisk:
Skær porren i tynde ringe. Tomaterne skæres ligeledes ud i små stykker.
Hæld 250 ml. kogende vand i en skål og opløs bouillonterningen heri. Hæld en hættefuld sherryeddike ned i bouillonen.
Riv 4 stykker staniol af der er ca. 30 cm. lange. Fordel fisken på de 4 stykker staniol. Fordel herefter porrer samt halvdelen af tomaterne på fisken. Læg en tsk smør samt 1 tsk. fuld pesto oven på fisken.
Saml staniolen så der ligesom dannes vægge rundt om fisk og grøntsager. Fordel bouillon i de fire pakker. Tryk staniol sammen så hver pakke fisk, grøntsager og væske er samlet i en lille pose. Stil de fire “poser” ned i et ildfast fad og kom det i oven i ca. 25 min ved. 180 c varmluftovn.

Kog ris efter anvisning på pakken.

Tilberedelse af bønnesalat:
Tag de frosne bønner ud af fryseren og put dem i en skål. Hæld kogende vand over og lad bønnerne stå deri i ca. 4 min. Hæld vandet fra og gentag processen en gang til. På denne måde koger man virkelig let grøntsager.
Hak lidt god feta, og hæld den og den sidste halvdel af de hakkede cherrytomater ned til bønnerne. Jeg har noget fantastisk olie, med lidt hvidløgsmag, fra Irma som jeg kom på. Derefter dryssede jeg lidt sesamfrø over, og vendte det hele sammen.

Her er et billede af denne her fantastiske olie fra Irma. Jeg brugte den også da jeg lavede kylling i parmaskinke med ovnbagte rodfrugter.

olivenolie_irma

print