jul-2016

Gå aldrig ned på julepynt

Hvis man, som jeg, er fuldstændig tosset med julen, så vokser ens beholdning af julepynt altså bare støt – år efter år.

Uden at overdrive så begynder jeg allerede så småt i september, at glæde mig til det er jul. Jeg holder altid øje med ting der kan bruges til julepyntningen. I marts måned var jeg på en fantastisk tur med nogle veninder, hvor vi skulle overnatte i en shelter. Her fandt jeg nogle kæmpe store kogler, som jeg tog med hjem og gemte med julen for øje. Når jeg går tur med klapvognen, eller som i weekenden da jeg var en tur i skoven med familien, er jeg også altid på udkig efter ting der kan bruges til jul. På skovturen var jeg heldig at finde virkelig mange, meget store, grene fra lærketræer. Min dejlige kæreste er heldigvis så rummelig, at han bare kiggede på mig og alle de MANGE grene og kogler jeg slæbte på, åbnede bagagerummet til bilen, lagde et tæppe ud og fik bugseret alle tingene ind i bilen. Han er da fantastisk ikke 🙂

Det er dog ikke kun naturens gratis glæder, der fylder på julehylderne i kælderen. Jeg finder ting alle vegne, også hvis jeg bare er en tur i Rema. På billedet ovenfor har jeg samlet de ting, jeg de sidste par måneder har købt af julesager. Jeg var heldig i Rema forleden, der havde de den store, sorte lysestage formet som en stjerne. Der havde de også nogle fine små glaskugler. Båndene og de små stjerne er købt hos Stof og Stil, da jeg var der for nogle måneder siden.
De fine lyserøde filt-kræmmerhuse er fra noget der hedder Nordstjerne. Dem har jeg købt på nettet. De kan snildt kopieres, og jeg har til formålet været i Søstrene Grene og købe filt og ståltråd, så jeg kan få mange flere. I Søstrene Grene var der andet end filt 🙂 De havde en masse små fine keramik ophæng, koglelysestager og lyskæder. Ihhh, nu må det gerne snart blive 1. søndag i advent, som er den dag hvor jeg har alt juleriet klart.

Min far, vil når han ser ovenstående billede, sige – det er ikke julefarver det der. Det er det ikke i hans øjne – men i mine. For mig er julen ikke partout rød. Der kommer lidt røde ting på juletræet, og jeg stiller røde roser frem hist og pist. Men ellers er julen primært hvid, sort, grå og rosa hos os. Det er jo en smag sag. Som med alt andet dekoration, er det kun fantasien der sætter begrænsninger.

Der er i skrivende stund kun 24 dage til Gertrud Sand tager over her i huset.

print