Julekugler fra ind- og udland

Jeg har en svaghed for julekugler. Jeg har så mange, at selvom vi hvert år køber et juletræ der går helt op til loftet i vores gamle hus, er der for mange til, at de kan hænge på træet. Hvis ikke det skal ligne Gertrud Sands juletræ altså 🙂

Jeg er vild med kugler/ornamenter, der er lavet som juletræer, klokker, skøjter, egern, biler, frøer, julemænd, cupcakes, kagehuse – jeg kunne blive ved. Juletræet er det eneste sted, hvor pynten godt må have andre farver end sort, hvid, grå eller rosa. I hvertfald de ornamenter jeg har, der er små figurer. De øvrige kugler er hvide, sølv eller rosa.

Hver gang vi er ude og rejse, leder jeg efter julepynt. Specielt i USA og England kan man købe julepynt året rundt. Jeg synes det er så hyggeligt, at jeg kan gå og mindes forskellige rejser mens træet pyntes.

Jeg har faktisk, igennem årene, været heldig en del gange i Søstrene Grene. De kugler vi hængte på drengenes træ, er nogen jeg har købt i Florida. De er lavet af et eller andet materiale, så de ikke kan knuses. Genialt til børn – og så kan jeg tænke på en fantastisk ferie til Florida, hver gang jeg kigger på dem.

print