Squashkage med eller uden gluten
I foråret lagde jeg 3 små squashfrø ud i vores have, og lige nu er vi nærmest ved at drukne i squash. Planterne er blevet enorme og både naboer og familie er blevet begavet med disse dejlige grøntsager. Nu er tiden så kommet til en squashkage.
I dag skulle vi nemlig have mormor og morfar på besøg. Min far har cølika (er glutenallergiker) og kan ikke tåle kager med hvede i. Der findes et utal af elendige glutenfrie opskrifter på nettet, så jeg tog istedet udgangspunkt i en af mine andre glutenfrie opskrifter her fra bloggen, og kom squash og lidt krydderier i. Kagen kan sagtens laves med gluten også.
Følgende ingredienser skal bruges:
300 g. revet squash.
1 dl. sukker
1 dl. brun farin
100 g. stuetempareret smør
3 æg
1 tsk. bagepulver
3 tsk. kanel
1 tsk. kardemomme
1/2 tsk. allehånde
1/2 tsk. salt
1 1/2 dl. glutenfrit mel (erstattes af 2 1/2 dl. hvedemel hvis man kan tåle det)
1 dl. kokosmel (udelades hvis det skal være en kage med almindeligt hvedemel)
100 g. hakket mørk chokolade
100 g. hakkede hasselnødder
Hvid glasur som pynt.
Riv squashen på et rivejern, og klem det overskydende vand ud. Hak chokolade og hasselnødder.
Det bløde smør røres med æg, brunfarin samt sukker. Alle øvrige ingredienser blandes i. Undgå at røre alt for meget i dejen, men sørg blot for at alle ingredienser ligenøjagtig er blandet sammen.
Smør en rund kageform med smeltet smør og drys evt. med lidt rasp.
Kagen bages ved 175 c. varmluftsovn i 35-40 min.
Da kagen var kølet lidt af pyntede jeg med glasur, lidt revet chokolade samt blomster fra haven.
Drengene nægtede at spise kagen da de hørte der var grøntsager i den…men alle vi andre syntes den smagte virkelig godt, og der er i hvertfald ikke mere tilbage…. 🙂