Jeg er blevet gift
Vi blev gift d. 25. august i år. Noget jeg slet ikke har fået skrevet om her på bloggen. Jeg har i det hele taget slet ikke nået, at være så meget på bloggen som jeg plejer – og som jeg ønsker. Det er der dog en god grund til.
Thomas har skiftet arbejde, hvilket har givet os mulighed for at rejse rigtig meget her i sommer. Rigtig dejligt, men det er gået ud over bloggen. Nu er han startet på det nye arbejde, og hverdagen er startet igen – og der faktisk også rigtig dejligt, hvis vi ser bort fra at jeg har haft syge børn hjemme i mere end 1 1/2 uge. I dag er det heldigvis “kun” Frederik som er syg 🙂
På en af vores rejser friede Thomas til mig, mens vi gik på en strand, sammen med drengene, og nød solen, de smukke sten og vandet. Kender I det, af og til har man nogle øjeblikke hvor man bare føler sig helt vildt lykkelig. Lige netop der friede han – nøhj, hvor var det romantisk.
Vi besluttede os for et hurtigt sommerbryllup, kun for de aller nærmeste. Vi blev viet i Frederiksberg Kirke og holdt så en lille fest hjemme hos os selv. Vi havde hyret nogle kokke til at komme og lave/servere maden, og vi havde købt en skøn bryllupskage fra La Glace.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vi havde en helt fantastisk dag/aften – nøjagtig som vi havde drømt om, og vi gik begge i seng med et kæmpe smil på læben. Næste dag rejste vi nogle dage til Stockholm og nød bare hinanden og den smukke by, mens mormor og morfar havde voldsomt travlt med at passe Philip og Frederik 🙂
Min fantastiske brudebuket er lavet hos Holberg Blomster. Den var så smuk, så smuk og jeg kunne blive ved med at tage billeder af den. Den stod i næsten 2,5 uge – ej, hvor jeg nød den.
Forleden blev vi spurgt, om vi kunne mærke forskel, nu vi er blevet gift. Det kan man jo ikke. Og alligevel, så er der ligesom noget der bare er lidt anderledes, på den rigtig dejlige måde. Kan ikke lige sige hvad det er, udover ringene på fingrene – men det er dejligt.
Det er ikke rigtig lykkedes os, at få et billede hvor vi alle 4 er samlet og kigger ind i kameraet. Sådan er vores liv jo med de to små drenge. Fuld fart frem og ikke tid til den slags. Derfor er jeg egentlig så glad for det her billede 🙂