Opgradering af børneværelse
For et par måneder siden fik vi en vandskade i den lille karnap, vi har i det ene børneværelse. Derfor har vi måtte rykke drengene sammen på 1 værelse, mens det skadede område tørrede og skaden blev udbedret. Nu er håndværkerne næsten færdige, og sådan en omgang er jo en kærkommen lejlighed til, at opgradere børneværelset en smule.
Tidligere sov Frederik (3 år), og Philip (2 år) på hver sit værelse. De sidste par måneder har de, pga. vandskaden, sovet sammen. Det er gået over alt forventning. For bare 6 måneder siden kunne de slet ikke styre det, og de to små labaner var timer om at falde i søvn, når de lå i samme værelse. Jeg har altid håbet, de kunne sove sammen, da jeg synes, der er noget virkelig hyggeligt ved det. Derfor bliver de ved med at sove sammen, og så bliver det andet værelse lavet til fælles legerum.
Jeg vil her på bloggen vise forløbet af den opgradering.
Væggene er for nyligt blevet malet lysegrå, så det bliver de ved med at være. Det er helt utroligt så meget lidt grå maling på væggene kan hygge. Jeg vil også fastholde det farvetema som fremgår af alle puderne ovenfor.
En ting er dog sikkert ved dette projekt, det bliver et børneværelse og ikke et udstillingsværelse. Der vises virkelig mange smukke børneværelser på Instagram. Men når man som jeg har 2 små drenge, der elsker gravkøer, kraner, lastbiller, dinosauer og andre legesager i alverdens grimme farver….ja, så skal der altså være plads til det på deres værelser, da det er deres Kongedømme 🙂